Det er en af de sværeste beslutninger, en bestyrelse kan stå over for: er de skuffende resultater et midlertidigt tilbageslag, man skal holde fast igennem — eller et tegn på, at selve strategien er forkert? Svaret er sjældent indlysende i øjeblikket. Det bliver først indlysende bagefter.

Sunk cost er den stille modstander

Jo mere en organisation har investeret i en strategi — tid, kapital, omdømme, personlig identitet knyttet til beslutningen — jo sværere bliver det at ændre kurs. Det er ikke irrationalitet. Det er en meget menneskelig og meget almindelig bias, som rammer erfarne bestyrelser lige så hårdt som uerfarne. Jo længere man er gået ad en vej, jo dyrere føles det at vende om — selvom prisen for at fortsætte i virkeligheden er højere.

Signalerne kommer sjældent som ét klart øjeblik

Det er derfor svært at spotte i tide. De tidlige signaler er sjældent en enkelt dårlig kvartalsrapport. De er et mønster: resultater, der konsekvent ligger under forventning, uden en klar, midlertidig forklaring. Nøglemedarbejdere, der begynder at forlade organisationen. Kunder, der bliver stadig sværere at fastholde, uden at man kan pege på én konkret årsag. Ledelsens egne forklaringer, der begynder at kræve stadig mere kreativitet for at hænge sammen.

Ingen af de signaler beviser noget alene. Sammen danner de et mønster, en bestyrelse har pligt til at tage alvorligt.

Det organisatoriske mod, der skal til

At indrømme, at en strategi skal ændres, er ikke kun en analytisk øvelse. Det er en politisk og personlig svær beslutning — særligt hvis strategien blev vedtaget af de samme mennesker, der nu skal ændre den. Det kræver et klima i bestyrelseslokalet, hvor det er sikkert at sige "jeg tror, vi tager fejl," uden at det bliver læst som et angreb på dem, der satte kursen oprindeligt.

Da jeg vendte tilbage til Conecto — og senere, da jeg tiltrådte i Zentura — var det netop den beslutning, der skulle tages: at retning, ledelse og tempo var kørt fast, og at det krævede en reel kursændring, ikke endnu et forsøg på at få den eksisterende plan til at virke. Ingen af beslutningerne var behagelige. Begge var nødvendige.

Et spørgsmål, der er værd at stille sig selv jævnligt

Hvis vi startede forfra i dag, med det, vi nu ved — ville vi vælge den samme strategi? Hvis svaret konsekvent er nej, er det ikke et spørgsmål om at holde fast lidt endnu. Det er et spørgsmål om at handle, mens der stadig er tid til det.

— David Hald